Billeder

Lyd

Musikalske transformationsprocesser i det virtuelle rum eller ”Hvad hører vi i SOL”?

I 1798 besluttede Joseph Haydn at skrive et oratorium om Skabelsesberetningen. Hans problem var begyndelsen. Hvordan skulle han med datidens midler musikalsk fremstille det, som først opstår gennem selve skabelsesprocessen, og som først dermed opnår organiserbare og kompositorisk fremstillelige strukturer? Efter utallige forsøg besluttede Haydn sig for en på den tid revolutionær metode: Han begyndte med en beskrivelse af selve kaos. Og således kaldte han programmatisk sit værks første sats ”Forestillingen om kaos”.
Bortset fra foregribelsen af ideerne til programmusikken, som først skulle opstå et århundrede senere, finder man her en næsten glemt forløber for de aktuelle eksperimenter med samtidsmusikken. Disse eksperimenter arbejder med forskellige systemer med varierende grader af orden og uorden, hvilket specielt den elektroniske computermusik, som umiddelbart er uafhængig af en fortolker, indtil nu har beskæftiget sig med. Siden 50’erne er strukturer, der enten er hentet fra naturen eller bygger på kaos i form af mere eller mindre styrede tilfældigheder, blevet brugt som råmateriale og iscenesat som ækvivalent til den menneskelige kreativitet. Opfattelsen er, at man her igennem æstetisk kan tilegne sig naturen, og ‘råmaterialet’ er således blevet brugt som kilde og udgangspunkt for computerbaserede kompositioner.
Haydns eksempel demonstrerer desuden med al ønskelig tydelighed, i hvor høj grad både vores sanselige oplevelse og vores æstetiske kategorier er historisk, socialt og kulturelt funderede. Ligesom Haydns musikalske kaos forekommer ganske artigt idag og derfor ikke virker som rigtigt kaos, er også debatten om den tekniske gengivelsesproces – og ikke kun i forhold til en musikæstetikken – stærkt historisk og kulturelt præget.
Eksemplet med Haydn, der forsøger at komponere en religiøst præget opfattelse af naturen, dvs. komponere ideen om en guddommelige skabelse, fører direkte til den lignende abstrakte problemstilling, som projektet Sol står overfor. Denne problemstilling går dels på forholdet mellem naturvidenskab og kunst og dels på fremhævelsen af problematikken omkring kunstnerisk naturtilegnelse. I Sol drejer det sig om at omsætte solens komplekse videnskabelige måledata til billeder og klange. Den umiddelbare erkendelse i installationen ”Således lyder altså solaktivitetens måledata!” fremprovokerer helt naturligt spørgsmålet om den bagvedliggende oversættelsesproces og det deraf etablerede forhold mellem naturvidenskabelig ‘datamining’ og dennes udforskning af tone og billede – den sanselige musikalskæstetiske høreoplevelse ved strukturelt og klangligt spændende musik.
De afprøvede fremgangsmåder inden for dette område er lige så alsidige, som de er tvivlsomme. De strækker sig fra udprintningen af data med tilhørende lydspor til komplicerede matematiske oversættelsesprocesser, hvor data opfattes som et abstrakt tegnforråd og mekanisk indordner parametre som instrumenter, tonehøjder og lydstyrker. Disse ideers fascinationskraft rækker tilbage til de algoritmiske konstruktioners begyndelse efter Anden Verdenskrig. Ideerne om en objektiv æstetik kommer idehistorisk første gang til udtryk i renæssancen, men vinder først rigtigt frem i romantikken, da efterligningen af naturen bliver det højeste mål for kunsten og al menneskelig skaben.
Ikke-mekaniske semantiske oversættelsesprocesser mellem forskellige systemer – som her mellem naturvidenskab og kunst - kan føres tilbage til et nyt og tredje system, der angår transformationsprocessen: Computeren som ‘turingsk’ universalmaskine, der som prototypisk simulationsmedium i naturvidenskaben og i kunsten er i stand til at slette al historie og følelse fra kunstgenstanden og derfor kan stille disse til rådighed som abstrakt information til fri anvendelse og dermed også æstetisk genfortolkning.
Som ‘det digitale’ er også begrebet ‘information’ en abstrakt beskrivelse af et medium, hvis form kan fremstå som klange eller som billeder. Derfor eksisterer der heller ingen digital musik og ingen digital klang i sig selv. Det af informationen, vi efter en vellykket digital-analog transformation sanseligt kan opfatte, er klange, som fremstiller digitale data. Problemet med beskrivelsen af sådanne resultater er, at vi ikke umiddelbart kan observere det fremstillende medium – altså det digitale i sig selv, hvorved transformationsprocessen forbliver skjult.
Medier, også de digitale, kan kun observeres gennem de former, som de, altså medierne, definerer eller ekskluderer. I starten af den digitale tidsalder viste man, hvad der ellers endnu ikke var muligt: billeder der åbenbarede deres pixelstrukturer, musik der skrattede ‘tekno-agtigt’, scener der var badet i blegt måneskin, film der var rystede, mens internettet lod vente på sig. Disse forhold fik os til at definere forskellige stilarter, som leger med de alternative medieformer; men i mediernes perfektionsproces forsvinder deres særegenheder efterhånden; de bliver usynlige, mister deres form, forsvinder lidt efter lidt bag bestemte opfattelsestærskler, præcis som de forsvinder bag den næste mediegeneration.
Selvom vi helt flytter vores opmærksomhed fra mediet, kan vi stadig observere de mediale former, hvori resultaterne af vores manipulation bag A/D-transformatoren kommer til syne – fx som musik. Vi kan derved ikke, på grund af indifferensen mellem informationer og former, længere afgøre, om det, vi hører eller ser, oprindelig er resultatet af computerberegninger, informationer fra et digitaliseret billede, en digitaliseret tekst eller komplekse måledata fra en videnskabelig observation af solen. Via et forråd af sproglige tegn, via reglerne for, hvordan disse tegn kan forbindes og deres operationelle metoder, er informationerne - de foreliggende (lyd)data – underlagt en vis logik, som garanterer deres redundante evne til at kunne udveksles. Prisen for at opnå dette er, at vi samtidig mister de historiskæstetiske konnotationer, som underlægges den digitale raster.

Men det er netop denne pragmatiske glemsel, som giver os en ny chance for en – i så fald også æstetisk – produktiv kunstnerisk generhvervelse, der er kompositorisk jomfruelig, præcist som vi husker det fra Haydn. Den pragmatiske glemsel sætter derfor også fokus på informationsstrømmen og undersøger den i forsøget på at finde erkendelige, strukturelle artifakter, komplekse mønstre etc. Disse forhold udgør den strukturelle side af det, vi hører i installationen.
Men den akustiske side kan også udledes af den samme proces: Den operabelt formaliserede tilgang til selve materialet og dermed dets universelle manipulation er i sidste ende mulig pga den digitale glemsels diskursforbud hinsides det reale, som ligger mellem to samplinger. I forbindelse med musik betyder dette, at de foreliggende måledata som informationer også direkte kan omsættes til lyd. Ifølge Turing er det grundlæggende princip bag universelmaskinen, ”Number Cruncher”, at den programkontrollerede simulation netop også kan indeholde metoder til syntetisering af lyd. De digitale, mediale formers virtuelle (lyd)rum er altså selve omdrejningspunktet i forbindelse med transformations- processer. Frank Halbig har komponeret og transformeret soldata fra National Geophysical Data Center til netop et sådant virtuelt klangrum, og det oplever vi i installationen SOL som en æstetisk transformeret og musikalsk genfortolket lydinstallation.
På den måde kan Halbigs idé tjene som ledetråd i forbindelse med det, vi hører i installationen – en idé, der genoptager solmålingernes oprindelige fire dimensioner som kompositoriske udkast og etablerer dem musikalsk som lydelige kunstprodukter analogt med de fire projektioner.
De erkendelige, musikalsk ordnende niveauer, følger altså idéen bag måledataenes indhold, som er: solens totale udstråling, forskellige målinger af solvinden, solpletternes fordeling samt solens gennemsnitlige magnetfelt. Pga divergensen mellem fordoblingen af referencesystemer som både videnskabeligt udgangspunkt og æstetisk transformationsidé lykkes det at opnå en kompakt og interessant lydinstallation. Men lydinstallationen afbilder ikke solaktivetens abstrakte resultater på en musikalsk endimensional måde, den udnytter i stedet vores evne til at kunne formidle og forstå yderst komplekse sagforhold inden for det æstetisk sansebare; og hertil er musikken som kunstnerisk tidsmedium særlig velegnet.
De tilhørende lydniveauer gengiver således en musikalsk fortolkning af forskningsidéerne. Det kommer klarest til udtryk i en klaverlignende lyd, for her vekselvirker den digitale simulations idé om et klassisk instrument og spørgsmålet om det derigennem musikalsk fortolkede forskningsresultat. Antallet af solpletter er det eneste solfænomen mennesket – med det rette apparatur – kan observere direkte, og netop antallet af solpletter former over et tidsrum på 11 år et stokastisk-regelmæssigt mønster.
Derimod kan man gennem mere abstrakte elektroakustiske lyde nå til lignende problemstillinger, hvilket generelt svarer til de øvrige datadimensioners komplekst abstraherede værdier. Udvalget af de digitalt foreliggende og manipulerede lyde går et skridt videre. For nu er også klaveret abstrakt, digitalt produceret ligesom resten af lydene. Klaverlyden simulerer blot ganske overbevisende sit instrumentale forbillede, mens de elektroniske lyde, der er temmelig abstrakte og præsenterer matematisk komplekst sammenfattede resultater, ikke følger et umiddelbart simulationsparadigme. De elektroniske lyde forvrænger udvalgte akustiske forbilleder som f.eks. stryger og bas på flere planer sådan, at der kun bibeholdes en meget fjern abstraktion, som på interessant vis både strukturelt og klangligt kompakt peger i retning af minimal-tekno.
På basis af de grundlæggende forskningsresultaters genfortolkede dimensionaliteter går de rumlige indordninger et skridt videre og giver lyden en ru og ”crispy” fremtoning, som også tidsmæssigt er relevant for dataenes vandring i rummet. Disse processers musikalsk overbevisende resultat i forhold til sound-designets mikrokosmos vidner således både om nødvendigheden af de bevidste kompositoriske indgreb og om kravet til kompositorisk snilde.
I det 20. århundrede gjorde man som afslutning på en lang historie med fremadskridende materialebeherskelse op med form og struktur i musikken. Befæstelsen af de serielle teknikker betød samtidig begyndelsen på enden for den borgerlige repræsentationsmusik. Med techno og beslægtede stilarter fjernes de stive former og musikalske strukturer også fra rock og pop, idet formens strukturelle elementer indskrænkes til et gennemgående beat, der er fuldstændig frit med hensyn til sound og struktur.
Dermed kan en kompositorisk bevidsthed udfolde sig i alle dimensioner, klang, struktur, form etc., uden at henvise til en klassisk baggrund. I stedet er den kompositoriske bevidsthed i direkte kontakt med en eksperimenterende clubkultur og henviser samtidig til nye produktionsmedier, reception og distribution.
I denne historiske situation leder Florian Grond, Frank Halbig, Jesper Munk Jensen og Thorbjørn Lausten i projektet Sol efter en ny bæredygtig basis for æstetiske eksperimenter og finder den i naturvidenskaberne, der ligesom den digitalt producerede musik også selv producerer datastrømme baseret på naturfænomener, og i tilfældet Sol fungerer naturvidenskaben som selve det kunstneriske materiale bag den mediale præsentation.
Dette er altså ingen “Sieg über die Sonne” (Sejr over Solen), som en kendt suprematistisk bog om techno postulerer, men snarere et engageret værk, der sætter fokus på forholdet mellem verden og kunsten i svære tider.

Michael Harenberg