SOL

Om SOLs billeder

Der har eksisteret billeder i cirka 15.000 år. Til at starte med tjente billederne som symbolske afbildninger af efter- tragtet og livsnødvendigt jagtvildt. Disse afbildninger er bevaret i Altamira-hulerne. Først efter at centralperspektivet for cirka 500 år siden udviklede sig til symbolsk afbild- ningsmetode, har den visuelle kunst – som også fotografiet siden begyndelsen af det 19. århundrede og filmen siden slutningen af det 19. århundrede regnes ind under – fået sin meget specifikke dokumentariske karakter. I forlængelse af denne tradition stilles der krav til, at det afbildede lever op til virkeligheden – også selvom det afbildede ikke har noget med de fysiske muligheder i vores verden at gøre. Dette er f.eks. tilfældet inden for surrealismen. Et billede i den her beskrevne betydning gengiver altså et objekt i kulturhistorisk forstand. Objektet henviser til sin egen eksistens’ muligeller umulighed, og billedet sætter derigennem objektet i forbindelse med virkeligheden. Siden starten af 1960’erne har billeder også kunnet fremstilles ved hjælp af maskiner. Også disse billeder hører ind under den her beskrevne tradition og synes på den måde ligeledes at være forpligtede på virkelighedsreferencen. Det er dog ikke helt klart, hvordan afbildninger rent faktisk forholder sig til virkeligheden.
Computerbilleder hører ganske vist til den beskrevne tradition, men har samtidig nye karaktertræk. Hvordan adskiller de nye værktøjer fra den digitale, elektroniske verden sig fra de gamle værktøjer, der tilhører den analoge, fysiske verden? Walter Benjamin anvender i sin ”Kleine Geschichte der Photographie” Camille Rechts analogi mellem maleri og violin og mellem fotografi og klaver. Det gør han for at tydeliggøre, at maleren, der benytter sig af disse medier, eller musikeren, der benytter sig af disse instrumenter, må gøre sig såvel den åbne og frie form som den lukkede form med sine iboende lovmæssigheder bevidst for at arbejde med de kunstformer, som leger med perceptionens grænser. Udvider man denne analogi, må man også beskrive computeren som et instrument med visse begrænsninger (hvad angår f.eks. harddiskens kapacitet, processorhastigheden og skærmopløsningen). Den indeholder imidlertid ingen iboende love, men giver brugeren nærmest frie hænder inden for fantasiens software, alt efter brugerens kendskab til computeren.
Nu kan vi begynde at tale om de foreliggende billeder fra projektet Sol. Hvilke elementer, der bruges til fremstillingen af disse levende billeder, lader sig umiddelbart beskrive ved først blik? Farver og former er begreber fra de statiske billeders tradition, mens bevægelse og rytme er begreber, der beskriver billeder, som stammer fra en nyere tradition, nemlig traditionen bag levende billeder eller bag musikken. Foran os ser vi fire projektionslærreder med fire forskellige kombinationer af form, farve og rytme. Forsøger man at beskrive dem, så en person, som ikke kan se billederne, kan få en forestilling om dem, kan det kun delvist lykkes. Som projektets titel indikerer, kan man forklare, at tre af projektionerne er baseret på en rund form. Mens den første projektion, der benævnes “Solens totale udstråling”, består af to cirkler - en lille pulserende cirkel, der er en del af en større ditto, består den anden projektion, kaldet ”Solens gennemsnitlige magnetfelt”, af en cirkel, som optræder inden i og sammen med en kvadreret firkant. Den tredje projektion, ”Solpletter”, består af horisontale linier, indskrevet i en cirkelform, som farvemæssigt udhæves fra den rektangulære projektionsflade. Inden for cirklen kommer et såkaldt sommerfuglediagram, der er beskrevet nedenfor, til syne. Den fjerde projektion, ”Solvind”, hvis grundform adskiller sig fra de tre andres, viser en vandret flimrende bevægelse af vertikale linier fra venstre mod højre. Hver form har mindst tre farveholdninger, som kunstnerteamet bag Sol har valgt ud fra æstetiske kriterier. Nået så langt i forsøget på at beskrive billederne, rejser spørgsmålet sig: er det, vi ser, virkelig det samme som det, vi sanser?
Enkeltprojektionernes titler henviser til naturvidenskaben, nærmere bestemt til solforskningen, og de betegner hver især fire målbare fænomener. De dertil hørende måledata, som via satellitter blev indsamlet fra 1978 til 2000 af forskellige forskningsinstitutter, fungerer som det kunstneriske basismateriale i projektet Sol. Dette materiale tilhører også en bestemt tradition, idet målinger nødvendigvis er resultater, som udvindes før en teoris opståen, og som igen ofte er grundlæggende for det tekniske apparatur, der bruges til målingerne. Det tekniske apparatur muliggør vidt forskellige algoritmer og transformationsprocesser. Det, der måles, bliver løbende bearbejdet i en observations- og i en måleproces. I ”Solpletter” bliver det tydeligt, hvordan måleresultaterne registreres i en geometrisk opdelt form og dermed fører til et visuelt resultat, som igen sættes i forhold til de på forhånd kendte visuelle fremtoningsformer.

Solens skiveformede fremtoning er opdelt i 50 lige lange horisontale linier, de såkaldte ‘bins’. Inden for disse opdelinger tælles solpletterne, og i visualiseringen af målingen, kommer det såkaldte sommerfuglediagram således til syne. Diagrammet er det abstrakte billede på den regelmæssighed, man kan observere i en solcyklus. Solpletterne optræder i starten udelukkende ved polerne, men bevæger sig siden mod Ækvator og tiltager i hyppighed i løbet af en 11-årig cyklus og danner omridset af en sommerfuglelignende form, når de vel at mærke farvemæssigt opstilles til det. Denne visuelle form, som er overført til den kunstneriske kontekst, læner sig altså tæt op ad sin naturvidenskabelige oprindelse.
Kunsterteamet fra Sol har udviklet en helt anden form i arbejdet med datamaterialet i projektionen ”Solens gennemsnitlige magnetfelt”. Den centrale cirkelforms kamp med den omgivende firkant problematiserer visuelt ideen om et bestemt felts strukturering og om fladens og rummets konstruktion a priori. Denne problematisering er grundlæggende og bliver her visualiseret som en generel problematik, selvom datamaterialet her så at sige er af ‘solspecifik’ karakter.
Naturvidenskabelige data og deres delvist forud formede visualiseringer bliver med installationen Sol bragt ind i en kunstnerisk kontekst, eller rettere ind i den elektroniske kunsts kontekst, og viderebearbejdes her som kunstnerisk materiale. Til forskel fra 1960’ernes tidlige computergrafikker bygger resultatet her ikke alene på de elementer som udgøres af ‘instrumenter’ (regnemaskine/computer) og deres ‘lovmæssigheder’ (program), og derfor forestiller de, ligesom de kendte Mandelbrot-fraktaler, en ren statisk visualisering af komplekse matematiske formler. Sol går et skridt videre, idet beslutningen om æstetisk at viderebearbejde et udsnit af fire samtidige sæt af målinger og om at gøre dataene til et fænomen, som kan sanses, har den konsekvens, at installationen er i konstant bevægelse, ligesom solen også hele tiden forandrer sig.
Foranderligheden og det for vores sanseapparat så uregelmæssige mønster indeholder og forlanger på samme tid et krav om realitet. Processerne på solen, der er skjult for vores sanseorganer, bliver i installationen Sol omdannet æstetisk. Alle fire billedfelter formidler i nuet samtidige målinger, som kræver, at vi kan percipere disse fire adskilte kanaler som en sammenhængende enhed – inklusive de akustiske indtryk. Naturligvis opstår spørgsmålet, om det giver mening, og om det overhovedet er kunst. Man kunne – for at tage et statisk eksempel til sammenligning – tænke på facaden på en gotisk katedral og dennes harmoniske talforhold. De matematiske forhold, som dermed her kunne sanses, gjorde sandsynligvis et så stort indtryk på menneskene i det 13. århundrede, at vi ikke helt kan identificere os med det i dag. Og måske er det med Sol, der visuelt og akustisk giver os formidlede måledata fra to solcykler, for første gang muligt at forestille sig naturens – og i denne sammenhæng solens – kompleksitet, der ellers ikke kan erfares gennem sanserne.
Visualiseringen af virkelighedens indtryk (det være sig gennem observering af stenalderkulturen eller gennem højteknologiske måleinstrumenter i det 20. århundrede) opnår her en billedkarakter i kulturel forstand, idet den ikke alene afbilder, men også peger på engrænserne for betragterens sansning. Det visuelle indtryk fra de fire i sig selv meget komplekse levende billedenheder ligger ikke alene i keltbetragtningen, men også i den forbindelse mellem en- keltprojektionerne, der udvikles gennem vores reception. Hvor de fire billedprojektioner hver især relaterer til synet, er installationens akustiske del fra starten tænkt som en samlet komposition af de fire dataområder. Forholdet mellem de akustiske og de visuelle indtryk er derfor lige så kompleks som det indbyrdes forhold mellem de fire billeder. Det drejer sig både om forholdet mellem de fire felters indbyrdes foranderlige proportioner, og om de enkelte billeders kontinuerligt skiftende ditto. Ligeledes drejer det sig om den samtidige sansning af talforhold, man kan høre, og som tidsmæssigt stemmer overens med de billeder, man kan se. På trods af de mange transformationer fra måletidspunktet formidler Sol solens foranderlighed og skaber indtrykket af, at vi virkelig sanser solen og ikke en udstillet kunstgenstand, der udspringer af et teknisk apparat. Og dette forhold kan – i det mindste i denne omgang – besvare det indledningsvist stillede spørgsmål om forholdet mellem virkeligheden og det, der afbildes.

Susanne Ackers